SOL sadler om
Af Allan Bojsen
SOL.dk var blandt de helt store portaler i Danmark for nogle få år siden. I hård konkurrence med portaler som Jubii, Yahoo og 1klik ønskede SOL.dk at manifestere sig som den portal, der havde fleste brugere, og det var da også lige ved at lykkes. Der skete imidlertid det, at dot.com-boblen brast, og SOL.dk måtte skrue en anelse ned for blusset. Det samme er sket for de tre andre førnævnte portaler.
Pr. 1. juni er SOL.dk blevet et site, der satser på en vis fælleskabsfølelse blandt deres brugere. Det store buzzword er community, og i stedet for at fodre brugerne med nyheder og informationer, er det fremover brugerne der selv skal sørge for alle informationer.
- SOL.dk skal skabe rammerne i form af udvalgte brugerefterspurgte produkter med markedsledende funktionalitet, mens vi overlader det til brugerne selv at give produkterne liv og indhold, udtaler Online chef Søren Pedersen og fortsætter: - SOL.dk bliver dermed brugernes eget community, og det mener vi er den bedste måde at skabe dynamik, individualitet og brugertilpasning.
Indholdet på SOL.dk er præget af debatforummer, medlemsforummer, webmail og andre ingrediensen, som Nettips har set andre steder. Du kan endvidere søge direkte fra SOL.dk, idet portalen ejes af Eniro, som også leverer søgerobotresultater.


