Babo Violent 2

Af Brian Petersen
Brian Petersen er faldet over et gratis onlinespil, som kan sættes op på egen server. Spillet hedder Babo Violent 2.
Der findes mange gode gratis spil på nettet, og et af dem der har fanget min interesse, er spillet Babo Violent 2. Spillet er canadisk udviklet, og det så dagens lys for første gang i slutningen af 2006. Som navnet tyder på, er det et lettere voldeligt spil, der blandt andet inkluderer en del blod undervejs i gameplayet. Men hvad går det egentlig ud på, dette Babo Violent?
Du styrer en Babo, altså en kugle eller bold, der har monteret et våben som du vælger i starten. Det kan for eksempel være en flammekaster, maskingevær, bazooka eller et jagtgevær, og du anvender dit tastatur og mus til at styre begivenhederne med. Der er forskellige typer spil, Deathmatch, Team Deathmatch og Capture the Flag. Deathmatch er et alle mod alle spil, hvor det gælder om at skyde på alt der rører sig. Team Deathmatch minder lidt om det samme, men her er man bare opdelt i to hold, rød og blå. I Capture the Flag gælder det om at tage modstanderens flag og føre den til dit eget flag, og dette foregår også via holdarbejde.
Babo Violent 2 er som sagt gratis og lader dig spille på nogle opsatte servere. Det er masser af sjov, og der er fuld fart på hele tiden. Der er også mulighed for at opsætte din egen server, så du kan spille mod dine venner. Og som udviklerne bag spillet så filosofisk udtrykker det: - Det er ikke muligheden for at slå ihjel, der fanger spillerne. Det er kampen for at overleve! Der skal hentes omkring ni MB.


