Reflekser og bærbar pc

Af Allan Bojsen
Når du bevæger dig rundt i trafikken, er det godt med en synlig taske til den bærbare.
Det sker hver dag: jeg går eller cykler på arbejde, og med mig har jeg min elskede bærbare pc. Den ligger veltilpas i en dejlig taske fra Umates, og denne taske har et airbag-lignende system, der beskytter den bærbare hvis jeg skulle glide i en bananskræl, eller hvis jeg kører i grøften. Nu er Umates ude med en ny taske til den bærbare pc. Denne taske tilhører den kategori der populært kaldes for rygsække. Rygsækken fra Umates sørger for at beskytte pc’en mest muligt, og så er den udstyret med en trafiksikker foranstaltning.
Rygsækken hedder Umates LiteUp BP og er designet med 3M ScotchLites reflekser, så du nemt kan ses bagfra i skumring og mørke i trafikken. Den bærbare PC beskyttes i det patentanmeldte Umates TopProtector system, som består af et elastisk ophæng, der forhindrer direkte kontakt mellem den bærbare PC og taskens bund, så det følsomme udstyr ikke får stød og slag. Det virker glimrende, og jeg har aldrig fortrudt at jeg satsede på systemet fra Umates. Den lille ny fra Umates er desuden udstyret med et aftageligt regnomslag, der er placeret i en udvendig lomme samt ekstra rum med plads til bøger og dokumenter. Skulderstropperne er så de automatisk tilpasses skuldrene, så rygsækken ikke føles tung ved fuld oppakning. Rygsækken vejer kun 1.3 kg.
Den vejledende pris ligger tæt på en plovmand, altså 500 kroner, og den nye Umates rygsæk kan købes gennem professionelle IT-forhandlere.


