Picasa webalbum

Af Peter Lyberth
Så er tiden kommet, hvor vi lægger vores billeder på nettet. Det sker nemt og smart med Picasa Webalbum.
Vi er efterhånden en del stykker i verden, der tager mange digitale billeder. Desværre er vi næsten ligeså mange, der ikke rigtig får gjort mere ved billederne end at lægge dem på computeren.
Heldigvis er der gode muligheder for dovne fotografer som os, for med gratisprogrammet og tilbuddet Picasa webalbum, kan vi blot give folk en færdig hjemmesideadresse og slippe for de bebrejdende blikke fra den øvrige familie, når de ikke forstår hvorfor de ikke ser de digitale vidundere.
Du kender måske Picasa, det glimrende program til håndtering af dine billeder? Men vidste du, at der også hører et webalbum med? Picasa udmærker sig ved at være enkelt, og med et tryk på en knap kan du uploade dine billeder til Picasas webalbum til stor glæde for dig og din familie.
Bevares, Picasas webdel er ikke så avanceret som eksempelvis Flickr.com med grupper og hvad ved jeg, men til den enkle billeddeling er Picasa glimrende. Desuden får du mere plads med Picasa, hvilket jo ikke er skidt, når onkel Lisbeth skal se hele sommerferien i Flensborg (Allan, I’m looking at you).
Når tingene er så enkle, som tilfældet er med Picasa, er der egentlig ikke nogen grund, til at du ikke kan vise billederne frem for familien. Webdelen af Picasa kan bruges med og uden programmet Picasa, så selv om du bruger Linux, er der ingen ko på isen.


