Pas på domænesvindlere

Af Allan Bojsen
Snu folk sender snu mails til nysgerrige folk. Det medfører stor risiko for at nogen bliver snydt – og nogen vinder.
For nogle uger siden kunne man i disse spalter læse om nogle af de kreative metoder, som svindlere anvender, når de vil snyde penge ud af folk. Det sker typisk via sindrige e-mails, der frister folk ind på sites, hvor de – uden at vide det – afleverer personlige oplysninger, som efterfølgende bliver udnyttet til kriminelle handlinger af snu banditter. Nu dukker endnu en metode op, som skal gøre det lettere for snydepelse at narre penge fra folk: domæne-metoden.
I al sin enkelhed går domænemetoden ud på at fuskerne sender hjemmesideejere en e-mail, hvor de beder folk om at forny deres domæner (www-adresser) for ikke at miste ejerskabet over disse webadresser. Denne fornyelse indebærer et årshonorar, som svindlerne stikker i egen lomme, og i grelle tilfælde udnytter tyveknægtene de kreditkortinformationer, som hjemmesideejerne indtaster underveje i fornyelsen.
Og hvad kan man så gøre for ikke at blive snydt? Pas først og fremmest på et firma, som kalder sig Domain Renewal. E-mailen er typisk skrevet på engelsk, men danske, dårligt oversatte varianter forventes at dukke op, og i denne mail er der indsat et link, som sender folk videre til en side, hvor domænet skal registreres på ny. Her bliver folk også bedt om at indtaste kreditkortinformationer. Hvis man modtager sådan en henvendelse, bør man straks slette den og glemme alt om beskeden.
Danske domæner, altså www-adresser, der ender på .dk, styres og organiseres af et selskab, som hedder DK Hostmaster. DK Hostmaster er administrator for alle domænenavne, der ender på .dk. Hvis man ejer udenlandske domæner, for eksempel .com-adresser, skal man kun forholde sig til e-mails fra det firma, hvor domænet er købt.


