Umoralske klip på YouTube

Af Allan Bojsen
Der er masser af god underholdning på YouTube, men der er desværre også eksempler på det modsatte.
Videositet YouTube er berømt for alle de morsomme, lærerige og underfundige videoklip, som man finder på sitet. Indholdet er brugerstyret, hvilket betyder at det er dig og mig og resten af verdens befolkning, som lægger videoklip op på sitet, som andre herefter har glæde af. Den største del af indholdet er ganske godt og positivt, men der er også eksempler på videoklip, som viser hvor rå og meningsløs livet til tider kan være.
For et stykke tid siden kom det således frem, at tre unge mænd havde voldtaget en kvinde, mens kvindens to børn græd i baggrunden. Videoklippet blev hurtigt fjernet af ansvarlige på YouTube, men det blev dog forinden set over 600 gange. Et andet eksempel på en vanvittig handling blev vist på YouTube, da en amerikansk marinesoldat tog en hundehvalp i nakken og kastede den ud på en tør steppe, som var den en appelsin han kylede af sted. Imens hører man hvalpen pive mens den hjælpeløst flyver igennem luften.
Begge videoklip har naturligvis afstedkommet postyr. Heldigvis er gerningsmændene bag handlingerne skældt ud i grove vendinger på YouTube og i diverse forummer på nettet, men man må også spørge sig selv, hvorfor folkene bag kameraerne - altså de der filmede episoderne - ikke skred ind? Og endelig: hvad får folk til at lægge så smagløse videoklip ud til offentliggørelse på nettet?


