CONDEMNED 2: Bloodshot (Xbox 360)
Af Anders Just Nielsen
CONDEMNED 2: Bloodshot er det mest uhyggelige og nervepirrende spil jeg har prøvet til dato. Spillet er blandet action/thriller og foregår i en storby, der er hærget af brande, vold og kaos, hvor menneskene er blevet gale og aggressive. Man spiller i singleplayer-delen Ethan Thomas, en tidligere FBI-agent fra enheden SCI (Serial Crimes Unit Investigator). Grundet byens forfald bliver Ethan genansat af FBI til at råde bod på situationen gennem et antal mere eller mindre hårrejsende missioner, hvor man skal finde Ethans´ forsvundne partner… Ethan styres i første person og kun våben, instrumenter og lignende kan ses på skærmen. Man er udstyret med et kamera, en GPS, en UV-Lygte og et ”måleinstrument”. Missionerne er en blanding mellem kamp og kriminalteknisk arbejde.
Kamp-delen er anderledes end traditionelle 1st person shooters, da man som udgangspunkt kun har næverne som det bedste våben. Det anderledes er at nævekampe foregår ved LT-knappen og RT-knappen, der udløser slag fra venstre og højre hånd, og ved tryk på begge knapper samtidig pareres. Dette kan sammensættes til kraftige og effektive slagserier, der lettere gør det af med fjenderne. I starten virker dette lidt tamt, da slagene foregår temmelig langsomt, men som man øver sig, og lærer timingen, virker det faktisk fint, også selvom man slås mod flere fjender på en gang. I stedet for næverne kan det betale sig at samle jernrør, mursten, flasker, baseballbats eller sågar toiletbræt og armproteser op, og anvende disse som slagredskaber eller kasteskyts, da de har længere rækkevidde og slagkraft.
Imponerende ubehagelig stemning
Der findes også forskellige skydevåben, såsom shotguns eller pistoler, men ammunitionen er begrænset, hvilket er godt for spillet, da man virkelig skal tænke sig om før man bruger de sidste dyrebare kugler. Rundt omkring ligger diverse sprutflasker, og hvis man drikker en ordentlig slurk er det lettere at sigte med skydevåben. Lidt sygt, men det passer godt til stemningen i spillet. Hele spillets tilgang til slagsmål virker rigtig godt og den rå vold med diverse alternative våben passer fantastisk sammen med stemning og fuldførelse af missionerne.
Det kriminaltekniske arbejde foregår med de instrumenter Ethan bærer på. Den typiske opgave er et bestialsk gerningssted, hvor billeder af situationen skal uploades i skarp kvalitet eller lange blodspor skal følges, med UV-lygten, indtil gerningsstedet er fundet. Hvis et gerningssted bliver korrekt ”løst” får man opgraderinger til næste mission. Dette fungerer ok, som afveksling fra volden og giver lidt mere dybde til missionerne. Banerne veksler mellem ude på gaden og inde i klaustrofobisk små gange i mørke bygninger. Som regel er det bedste lys den svage lommelygte man er udstyret med. Og ofte kan man, trods tændt lygte, ikke se mere end en meter frem. Den svage belysning gør spillet utrolig uhyggeligt, og ofte er der tilsat skræmmende lyde. Stemningen er imponerende ubehagelig. Et godt eksempel er at nogle af gerningsstederne er prydet af blodsplat overalt, samt selvfølgelig et lig, der delvist er parteret og placeret i en sadistisk religiøs stilling, blandt stearinlys og sataniske tegn på gulvet...
Sindssyge skikkelser jager dig
Blandt fjenderne møder man mere eller mindre skræmmende eksempler rundt i banerne. Nogle er radmagre sindssyge skikkelser der griner og slår på samme tid, mens de løber rundt i gangene og venter på dig bag en dør eller en reol. Andre er kæmpe muskuløse mænd, der er i en slags berserkergang, og hvis ikke man vil have tæv, må man hellere have et godt våben med eller undgå at blive ramt. Min favoritfjende er ”loft sække”, men jeg vil ikke røbe mere! Generelt virker fjenderne en smule primitive, men de forsøger alligevel at lokke en ind i snævre rum, hvor man ikke nødvendigvis har kontrol over situationen, så overordnet giver de udmærket modstand. Det bedste ved modstanderne er deres uhyggelige fremtoning med skrig og råb og vanvittige udseende eller bare overdreven voldelig adfærd, der selvfølgelig skal besvares...
Missionerne er ikke for svære, men alligevel dør man ofte i en nævekamp eller skudduel, hvis timingen af paraderne er forkert eller fjenderne for mange. Undervejs kan man finde ammunition og healing. Man kan starte fra sidste ”save point” der automatisk opdateres som missionen skrider frem. Så håbløs frustration over at skulle genspille en hel bane, bliver det ikke til. Ofte ”lukker” banen sig efter en, så man ikke kan komme tilbage hvor man kom fra. Dette gør til tider banerne lidt for ligefremme.
Efterhånden som man gennemfører missionerne ser man videosekvenser, der samler historien. De er godt lavet, stemningen passer og de giver spillet dybde. Når man gennemfører missionerne bliver ens basisudrustning opgraderet og man får låst op for andre ting end missionerne, blandt andet i ” Bloodshot Fight Club Challenge”. Omgivelserne i C2:B er flotte og detaljerne især på gerningssteder er rigtig flot lavet, men det hele virker til tider lidt stift, da man ikke kan smadre hvad som helst med sit jernrør. Og nogle objekter slår man direkte igennem, hvilket giver følelsen af ikke at være der. Det er tydeligt, hvad der er ”aktivt”. Til gengæld er niveauet af smat, blod og brutalitet helt i top og der er ikke sparet på detaljerne i denne retning.
Spil imod andre via Xbox Live
Multiplayer: Det er muligt at spille over Xbox Live, og her kan enten spilles rangliste-spil eller bare for sjov. Der kan være op til otte spillere i et spil, og der er forskellige typer af multiplayer. Den sædvanlige Team Deathmatch, men også en kriminalteknisk multiplayer-version hvor et hold er de aggressive ”Influenced”, der løber rundt og gemmer bevismateriale (typisk en kuffert med et blodigt afhugget hoved). Mens det andet hold, SCI , skal scanne og identificere beviserne, hvorend de er gemt, - Nåja og dræbe de ”Influenced”. Dette minder lidt om ”terrorist vs antiterrorist” i Counter Strike. Ikke mindst byder multiplayer-delen på almindelig ”Deathmatch”, hvor målet er at dræbe så mange modstandere som muligt indenfor tidsrammen. Den almindelige ”Deathmatch” virker lidt ensformig, hvis våbnene kun strækker sig fra toiletbrætte til mursten, dette kan dog indstilles, som man selv har lyst til.
Bloodshot Fight Club Challenge: Her findes en række minispil, hvor man enten kan øve sig med diverse våben i ”Practice Arena”. Et andet eksempel er ”Riot Control”, hvor man skal hjælpe politiet med at bekæmpe nogle bøller hurtigst muligt. Efterhånden som man avancerer, åbnes for flere af minispillene. Disse er gode, hvis man ikke lige har Xbox-live forbindelse eller bare vil dyrke en runde ultra-vold, der er mindre tidskrævende end diverse missioner og multiplayerspil.
Hamrende uhyggeligt
CONDEMNED 2: Bloodshot er gennemgående flot lavet og byder på ny form for nævekamp i denne type spil. Det er godt at man ikke vinder nærkampene ved febrilske turbotryk på slåknapperne - der skal timing til. Missionerne er generelt underholdende og uden at holde noget tilbage, så er nogle af dem hamrende uhyggelige. Til tider er stemningen så gal og uhyggelig at man har mest lyst til at slukke for Xboxen og løbe ud af rummet. Så hvis dette er meningen med denne efterfølger til CONDEMNED 1, så er målet nået.
Stemningen er det der bærer C2:B, og den fænger imponerende godt. På en eller anden måde er hele blandingen af meningsløs vold og lydene og indtrykkene væmmeligt virkelige, som om man er en del af en ubehagelig gyserfilm. Den psykiske terror er dyb og vedvarende gennem banerne. Spillet er helt klart et køb værd hvis man er på udkig efter et spil, hvor det ikke handler om at holde aftrækkeren i bund, men om at overleve og kæmpe sig gennem rædslerne med de remedier man nu har ved hånden. Dette gælder også multiplayerdelen, der fungerer fint, men her er stemningen knap så fængende. Så topkarakter for stemning i singleplayer-delen, og middelkarakter for de lidt stive omgivelser generelt.
