Eee PC – en lille pc

Af Allan Bojsen
Her er en mini-pc for under 2000 kroner. Den hedder Eee pc – eller Triple E – og den har Linux i sig.
Der er røre på pc-området, i al fald hvis man taler om de små, nye mini-pc’er fra Asus, Eee PC (udtales enten som i-i-i eller "triple e"). Der er tale om små, men ganske brug- og bærbare computere der har en skærm på bare ni tommer. Hardwaren i maskinerne hører ikke til den nyeste og hurtigste teknologi, og der er sparet penge på forskellige ting i forhold til de større ”rigtige” bærbare computere. Prisen er dog særdeles attraktiv, idet Expert indtil videre sælger disse mini-pc’er for omkring 2.500 kroner.
Nu er en endnu billigere Eee PC, model 701, på vej, og den kommer til at koste under 1.899 kroner. For de penge får man ifølge Computerworld en pc med en skærm på syv tommer, og harddisken er en anelse klejn med plads til blot fem gigabyte data. Med i handlen får man dog en ekstern harddisk, der kan rumme 30 gigabyte. Hvis rygter taler sandt, er 701’eren i butikkerne i starten af september, så hvis du er ude efter en bitte pc, der ikke nødvendigvis behøver den hurtigste teknologi, og som blot skal kunne opfylde nogle af hverdagens it-opgaver i hjemmet, så er Eee PC 710 måske værd at kigge nærmere på. Disse computere bruger Linux som styresystem (som alternativ til Windows).


